"Pladecovers er den eneste tidsrejse vi i virkeligheden ved der fungerer"

The following interview is in Danish, as I talked to Peter Ingemann from HiFi Klubben in Hillerød back in July 2021 about the question: "What happened to the circle in a square in the digital streaming era?"

Peter kommer her med sit bud på hvad der sker med vinyl-LP-pladen og dens cover i den digitale tidsalder.

Interview med Peter Ingemann, HiFi Klubben i Hillerød

Peter HiFi Klubben Hilleroed - 005.jpg

Hej. Jeg hedder Peter Ingemann. Jeg har arbejdet i HiFi Klubben i 25 år. Hele min passion for det her er, det er jo i virkeligheden at det handler om lyd, lyd og lyd. Det var derfor jeg fik sporet mig ind for at arbejde i HiFi Klubben, fordi i virkeligheden handler det om at jeg mest har lyst til at berige andre mennesker med den samme entusiasme som jeg selv har, og derfor er det her jeg er havnet og været i halvdelen af mit liv.

c/o Berlin har I 2017 vist en udstilling med titlen ”Total Records. Vinyl & photography”, som havde til formål både at vise en visuel tidsrejse, men også hvordan bandet eller musikeren og fotografen fik skabt en visualisering af musik, som transporterer identitet og en bestemt stil. Hvad forbinder du med den kunstneriske udtryksform ”LP-cover” trykt på et stykke kvadratisk pap? 

 

Jeg vil sige, på et tidspunkt, så tror jeg at i pladens verden har coveret fyldt lige så meget som selve pladen og tilblivelsen af selve pladen har været under vejs. Man skulle bruge den rigtige fotograf, man skulle sælge en vare på det visuelle nogle gange, og mange gange så skulle der selvfølgelig være en forbindelse mellem det cover, den tid man levede i og det stykke musik. Så den måde at tingene smeltede sammen på, de var jo meget bevidste om tøj, stil, skal det være sort hvid, hvilket udtryk var det, var for en sound i både billede og lyd skulle skabe det her kunstværk. Jeg tror at i virkeligheden har mange covers hængende i dag, fordi de i virkeligheden betyder næsten mere end musikken, fordi det var den fotograf, det var det billede fra New York, ja, det var Andy Warhols billede med bananen fra den der plade af Nico og så videre og så videre. Så, der er så mange ting, som i virkeligheden var så en del af tiden, ikke bare musikken alene, men coveret fortalte jo i hvilken tid vi levede i og hvad for en ting vi var på vej hen, fordi det var lige så meget måske et udtryk for nu er vi her, men vi vil gerne vise en bid af fremtiden. Jeg tror at coveret har alt at sige til musikken. Så jeg vil sige, hvorfor har vi det i dag, hvorfor kan vi lide at bladre i pladecovers – fordi vi rejser i tiden. Det er faktisk det der sker. Det er derfor vi beholder den. I virkeligheden så lytter vi ikke til den, vi synes bare de er flotte at have. Det er mit bud på.

Peter HiFi Klubben Hilleroed - 007.jpg

Kan man sige: Ingen musikalsk fortælling uden et coverbillede?

 

Nej. Det kan man faktisk ikke. Man kan jo ramme tidens lyd, vil jeg sige, men så ligner du alle de andre. Det der skiller sig ud, det er jo præcis dét udtryk her med det kunstneriske, der vil jeg sige det er coveret der i virkeligheden sporer dig ind på en eller anden linje hvad det her kan handle om. Jeg tror der er mange der står og bladrer i covers for at finde ud af ”Er det her noget for mig?” og så falder de over et cover, så det er i virkeligheden coveret der først har talt til dem og så finder de ud af hvad det er for en musik efterfølgende. Jeg tror i virkeligheden at man kan blade i noget og sige ”Det er kedeligt, kedeligt, kedeligt, oh, der var noget der fangede mig, men så var det i virkeligheden coveret, hvor det kan noget. Så, selvfølgelig har det været med til at sælge og anspore til, hvad det her det handlede om. Jeg vil sige, den gang man gjorde det, det er da ikke så meget man gør i dag, men hvis du lod hundrede unge mennesker stå og gør det her, så vil de begynde at opleve noget nyt end det de gør i dag. For bare at høre, man hører en eller anden dunkende rytme, så er de alle på den samme dunkende rytme derhen ad, den samme musik de hører, der er tyve kunstner der laver præcis det samme, men hvis de fik lov til at blade i covers, så vil der komme noget helt anderledes ud af det.

"Det er den eneste tidsrejse vi i virkeligheden ved der fungerer."

Peter Ingemann

Kan man måske også sige, at albumcovers, det er en slags kollektiv hukommelse af det 20. århundrede?

 

100 procent, det er jo en tidsrejse. Det er den eneste tidsrejse vi i virkeligheden ved der fungerer. Altså, alle har prøvet en eller anden tidsmaskine, men det her er den eneste vi ved der fungerer, fordi du kan bladre i nogle covers, du kan bladre i dine plader derhjemme, du kan præcis sige hvor du boede, hvem du var gift med, hvornår du fik børn, du ved, altså der boede jeg dér, der gik jeg i dét tøj, jeg hørte det og det, jeg havde den der bil, jeg spiste det og det, min mormor boede der. Altså fuldstændig der kunne du bare hive et cover op, og så kunne du nærmest sige på datoen hvad de lavede den dag de købte den her. Altså jeg kan jo dårlig huske hvad jeg lavede i går, men det der, det kan et eller andet, det er jo den tidsrejse. Det er en tidsmaskine, og den vil altid bestå. Og det er derfor folk står og glor i vores plader. Det er i virkeligheden den rejse, det er hukommelsen du roder i for at genopleve et eller andet, en epoke i ens liv som bar har været fedt, og det har det jo mange gange været med en plade.

Peter HiFi Klubben Hilleroed - 022.jpg

Du sælger også vinylplader. Hvilken værdi indtager vinylpladen for dig i dag? Er det det ultimative medie, som får lyd, tekster og coverbillede til at smelte sammen? 

 

En vinyl i dag, det er jo referencen. Det er jo den vi går ud fra. Hvis vi skal lytte til noget, hvad skal vi måle det imod, så er en vinylplade det som vi kan tage udgangspunkt i og sige ”Hvad lyder det, kan det her komme til at lyde bedre – næppe, men kan det komme op på niveau”. Så pladen i dag, en vinylplade i dag det kan man sige er referencen for et målepunkt, hvor vi siger det her er analog, det er den rigtige lyd. Kan vi komme så tæt på med streaming og alt muligt, men alt vil jo gerne være analog, alt vil jo gerne være naturligt, alt vil gerne lyde med den fede, mættede lydoplevelse, det får vi jo kun på pladen. Så ergo må det jo lige være vores referencepunkt. Så, for mig i dag er det også et sted hvor man også kender sine folk. Ligesom folk som kører Porsche, de vil også møde hinanden, folk der lytter til vinyl vil jo også møde hinanden, og det er jo meget indforstået det der snakkes om når man møder vinyler, man kommer meget hurtigt tæt på hinanden, man møder lidt den samme person som en selv, fordi man er en samler og man går op i musik, så det er music lovers de mødes, det er jo mange gange bare et blik mellem hinanden, så er man der. Og sådan vil det jo også være inden for Porsche og rødvin og cykler, og sådan er det også inden for plader og vinyl og analog lyd, de mødes også hinanden på det plan. 

 

 

Er vinyl kun for feinschmeckere?

 

Nej, det er det ikke. Det er ikke kun for feinschmeckere. Det har jo hele tiden været der. Da CD’en kom, så døde pladen – eller gjorde den? Fordi det har jo ikke kunne spire ud af ingenting, så der er nogen der har holdt fast ved det her. Så har man jo bare bygget på. Så er der kommet nye pladeafspillere, så er der kommet genoptryk af mange plader, og i dag udkommer en kunstner der vil tages seriøs i markedet og sine fans, medmindre det er en speciel målgruppe, så vil jeg sige, så kan ACDC kan jo ikke udkomme i dag medmindre de udkommer på vinyl, så for fanden vil jeg have dem forever, du bliver nød til at udkomme på vinyl hvis du vil tages seriøst i musikmarkedet. I dag er kunstnere jo også mange gange, lige så snart de har spillet en koncert, ja, så vil de ud til fans der står i garderoben og signerer vinylplader og sælger noget dér, fordi der kommer de tæt på deres fans, de sælger også nogle vinyler, altså, det er den der seriøsiteten i det. Eller så er det bare game over. Så er du en døgnflue, og væk. 

Peter HiFi Klubben Hilleroed - 027.jpg

Men hvis du ser det fra et kundeperspektiv, hvem køber de vinylplader? Er det kun feinschmeckere, er det alle?

 

Alle. Alle vil købe dem her. Vi ser især mange unge der kommer ind, og sjovt nok mange unge piger, som synes at det her er at dyrke noget kultur. Det kan være deres mors og fars plader de nu har arvet eller bare snuppet ud fra stuen af og begynder at lytte, hvad er det her medie der kan. Så vi har mange unge mennesker der hopper på det her, fordi de gerne vil være autentiske, de har jo ikke haft noget før fysisk. De har måske næppe nogensinde nået CD’en, de har haft streaming fra start af, nu kommer de til pladerne, og det kan bare et eller andet hos dem, fordi så kan de samle på noget, og vinyl det synes vi alle sammen er fedt at samle og bladre i noget, og igen udtrykke sig, hvem er jeg, der er jo noget identitet i det her, altså hvorfor hører vi den her musik. Så viser man også omgivelserne hvem man er, og det tror jeg de unge mennesker meget gerne vil i dag. Og det er jo det nemmeste med et vinyl-cover.

"Alle vil købe dem her. Vi ser især mange unge der kommer ind, og sjovt nok mange unge piger, som synes at det her er at dyrke noget kultur."

Peter Ingemann

I dag bliver musik først og fremmest streamet online. De fleste håndterer derfor ikke længere med vinylplader og LP-covers. Er det et tab for musikkens værdi eller den kunstneriske udtryksform?

 

Der er jo to ting i det. Jeg vil sige, det har jo aldrig været så nemt at få musik i dag som streaming, fordi for 20 år siden, så skulle man ned til sin pladeforhandler den dag pladen udkom og muligvis står i kø for at få pladen. I dag der kan du vente til midnat, og så er Britney Spears nye plade lagt ud på streaming, på Spotify. Så det vil sige, det har aldrig været så nemt at få fat i musik som det er i dag. Men folks anlæg har aldrig været så fattigt og så tarveligt som det er i dag. Det er jo blevet muzak-elsker fremfor musik-elsker, og det der med at folk kommer ind i dag og køber én streaminhøjtaler og stiller den ind i stuen og siger nu har vi et stereoanlæg. Nej, det har du ikke, du har en højtaler, du har en tech-ting som spiller musik. Det har intet med kærligheden til musik at gøre. Det har intet med stereo at gøre, som musikken er indspillet i. Det har intet med at forstå musikken at gøre, fordi den gengiver jo ikke den musik som kunstneren og selve produktionsholdet har lavet af udtryk til musikken. Det kommer der ikke ud af sådan nogle små højtalere. Det findes ikke, det kan ikke lade sig gøre. Lige meget hvad de siger de her producenter her, så kommer vi aldrig nogensinde tæt på et rigtigt stereoanlæg med et par gulvhøjtalere, en stor forstærker, det gør vi ikke. Det kan det her ikke afløse på nogen måde. Det her det er mere convenient, det er mere et ”Se, det har jeg så også. Se, hvad det kan”, men så ikke mere af det. Der er ingen følelser i det her, det er der ikke.

Men hvad køber så de mennesker, især de unge mennesker? Du sagde der er en del piger der kommer og køber vinylplader. Hvordan hænger det sammen?

 

Ja men, noget har jo ansporet dem til noget, fordi de har måske været ude og prøve det her segment (Peter kigger på en streaming-højtaler) og oplevet, at det var ikke det de gerne vil have. Og de har måske stået på et loppemarked og bladret i nogle covers og fundet ud af ”Hov, hvad kan det her. Vi har købt ti plader.” De tager det med hjem. Gud, jeg skal også have en pladeafspiller. Ind til mors og fars stereoanlæg. Nå for søren, jeg må ikke få deres pladeafspiller. Jeg køber én selv, måske kan jeg låne deres forstærker, to højtalere og så gå hjem og prøve hvad det her medie i virkeligheden kan. Og så får de jo en oplevelse af noget superautentisk. Hvorfor fanden fiser folk på dyre restauranter, Noma og sådan noget, fordi de vil så tæt på den rigtige smag som overhovedet muligt, ikke. Altså, det her er jo noget forlorent noget (hiver streaming-højtaleren frem igen). Det er jo i virkeligheden bare junk-food på fuld flader. Ærgerligt nok, men det andet det er jo den ægte vare, og hvem fanden vil ikke have det?

Peter HiFi Klubben Hilleroed - 010.jpg

Der er en streamingplatform som hedder Roon. Den forsøger at efterligne det visuelle der var forbundet med vinyl-tidsalderen ved at gøre meget ud af det visuelle, at have baggrundstekster med og alle de flotte vinyl-covers. Hvad synes du om den løsning?

 

Det er det tætteste vi kommer på noget som vi kan bruge til noget. I dag når folk skal finde et nummer, inklusive mig selv, jeg kan aldrig huske hvad nummeret hedder, jeg kan aldrig huske hvem kunstneren i virkeligheden var, men det visuelle i coveret, det er jeg aldrig i tvivl om. Jeg ved præcist, og når jeg står med coveret, så ved jeg at det skal være nummer fire, jeg ved præcist det er det, jeg behøver ikke engang at lede eller kan huske noget som helst, jeg ved bare jeg skal ind til rillen nummer tre derhen, bum, så ved jeg det er det nummer der kommer. Så, det her er nok det mest gennemførte der findes, hvor man har respekt for musikken, respekt for musikeren som kunstneren her, man har respekt for coveret, man har respekt for hvem der spiller trommer, hvem har produceret det, hvor er det produceret hen, fordi det får du ikke på Spotify i dag, det får du ikke på Tidal. Så, det her er nok det tætteste og gennemarbejdede der findes i nuet. Det kan godt være, at der om ti og 15 og 20 år at det bliver endnu mere lækkert, at du nærmest sidder og bladrer på en eller anden mærkelig måde i covers, eller hvad det kunne gøres, et eller andet i den stil, det ved jeg ikke, der kan være mange ting, nogen finder en eller anden gode idé, men det er nok det til dato mest gennemførte som har respekt.

"Når jeg står med coveret, så ved jeg at det skal være nummer fire, jeg ved præcist det er det, jeg behøver ikke engang at lede eller kan huske noget som helst, jeg ved bare jeg skal ind til rillen nummer tre derhen, bum, så ved jeg det er det nummer der kommer. "

Peter Ingemann

I 2014 kunne Berlingske fortælle, at salget af LP-plader i Storbritannien for første gang i 18 år har rundet en million. I Danmark var det på det tidspunkt steget med 835 procent i løbet af de seneste ti år. Med andre ord: Vinyl-pladen fik et comeback i ’10erne. Hvordan går salget af vinylplader for dig i dag? Og hvornår begyndte I at sælge LP’s igen?

 

Det er jo et marked som er stigende. Jeg vil sige, i dag, hvad sælger vi, vi sælger måske et sted mellem fem og ti plader om dagen på de gode dage. Og det er stigende. Vil det være fremtiden? Ja, det vil det nok. Vil det være et opkog, altså nu ser vi nogle kurver her, og vil det fortsætte? Det vil det. Fordi jeg tror det er kommet tilbage for at blive den her gang. Der vil ikke være noget der vil afløse det her, fordi det er det ældste medie vi i virkeligheden har. Og det er nok det som vi falder tilbage til. Jeg tror faktisk at vi vil se en konstant stigning af det. Vi vil selvfølgelig også se streaming buldrer derud af, og vi vil også se streaming-tjenester der vil have højopløselig lyd, 24 bit og så videre, men vinylen vil altid være det autentiske, det er der vi kommer fra, og der vil hele tiden vil være nogen der søger tilbage til det. Så salget, det vil stille og roligt stige derudad. Vi ser også pladepresserier dukke op igen og så videre og så videre. Det er jo en kultur der ikke vil dø, så selvfølgelig vil det her fortsætte, det kan ikke stoppe dér. Ja selvfølgelig vil det ikke det.

Grafik Omsaetning LP, CD, Streaming FINAL.png

Men CD’en, den er død?

 

CD’en, den er fuldstændig død som et medie. Ja, den kom, den så, den sejrede, og den sejrede sig selv til døde fordi streaming kom. Jeg har et lille hul her som nok i virkeligheden hedder MP3-helvede, hvor alting blev hakket i stykker, indtil der nogen ligesom sagde ”Skal vi ikke have styr på det her digitale medie, hvad er det i virkeligheden det her det kan? Kan vi få bedre lyd ud af det? Ja, det kan vi godt.” Men igen, pladen den vil jo stige, og den vil også stige i fremtiden, det kan vi også se på antallet af solgte pladeafspillere. 

Peter HiFi Klubben Hilleroed - 011.jpg

Hvis du nu skal fortælle en teenager, som for alvor er begyndt at interessere sig for musik, hvad det særlige er ved vinyl-plader og hvorfor han eller hun skal købe sig en LP-afspiller hos dig, hvad vil du så sige?

 

Ja, hvad vil jeg så sige? Jeg vil jo nok sige, hvis du vil – vi kommer lidt tilbage til, jeg gentager lidt mig selv her, men det er lidt den ægte vare, det er det det hele udspringer fra. Det er i virkeligheden der musikken startede, det er der vi alle sammen kunne begynde at kunne købe musik. Vi gik jo ikke ned og købte et spolebånd i gamle dage, vi begyndte jo at købe singler, Beatles og den slags ting og sager, unge mennesker begyndte at få stereoanlæg, hele det der langsomt akkumulerede derudad med vinylen. Jeg vil sige, hvis de vil smage den ægte vare, hvis de vil prøve det, som ikke er nok nogen vil kalde gulvfejerne for bagerne hvad alt det andet og meget streaming er, så skal de starte dér, plus det at de måske meget nemmere vil finde ud af, altså, jeg spejlede mig jo i pladerne, det var min identitet der blev udviklet i musikkens verden hvor jeg opdagede hvem jeg i virkeligheden selv var, fordi der var nogen musik der udtrykte, det forstærkede i virkeligheden min egne spirende teenageår. Så jeg vil sige, hvis de vil prøve det, hvis de vil være sikre på hvem de selv er, så er det vinylen der fortæller dem det og coversne. Jeg tror det er meget nemmere ved det end at gå ind og få en eller anden Top 20 på Spotify. Det er jo ikke andet, det er jo nogenlunde det samme styk musik der er på det hele. Jeg tror her har de meget nemmere ved at finde sig selv i, hvor de er henne i deres eget liv, og hvem de skal være og hvad de vil være ved at lytte til musik og starte med en LP.

Og her til sidst: Har du et personligt yndlings-LP-cover?

 

Mit yndlingscover, det er jo sådan lidt, det har jo ikke noget at gøre nogen gang med hvad for nogen musik man lytter til. Men det cover her, det var Brødrene Olsens, jeg tror det var en Grand Prix sang, ”San Francisco”. Jeg kan huske det fra min barndom af, jeg kan også huske hvordan de var klædt på, men sådan 30 år efter det her nummer i virkeligheden havde sin storhedstid, så stor jeg en dag i en pladebutik og kigger ned på det der cover her, og i virkeligheden, så længes man jo mange gange efter sin egen barndom og man kan huske en tid, og man så fjernsyn, man så ”Dallas og Dollars” og alle sådan nogle ting og sager for den gang verden ikke gik af lave. Og så står jeg med det cover der, og jeg kan bare huske jeg stod i flere minutter og glor på det, og helt åndsvagt, så får jeg aldrig købt pladen, fordi den koster 20 kroner eller noget i den stil, og sikkert sådan noget forretningen aldrig kommer af med, men jeg kan bare huske at coveret sagde mig noget fra en tid, fra en svunden tid, og så var jeg ved med at glo på det, sådan et luftfoto af San Francisco med det udtryk, den tid, det var ligesom den der berømte tidsmaskine. I virkeligheden vil jeg nok aldrig spille pladen, men jeg vil bare have coveret, fordi det fortalte mig en historie jeg havde op i hovedet, og så var det alt muligt andet end musikken i virkeligheden. Så det er faktisk mit yndlingscover, som jeg ingen gang selv har i dag. Det er faktisk lidt pinligt, jeg ved det godt, jeg har haft chancen, jeg skulle have gjort det. Sorry, men det vil jeg vende tilbage med, den dukker nok op. Så, det er det.

Peter HiFi Klubben Hilleroed - 029.jpg

Photos: Nils Baum